Pyha en varme! Termometeret viste 33 grader i barnevognen (uden barn!), og det var endda først på aftenen, hvor det værste havde lagt sig. Hvordan holder du baby kool? Læs med her.
DMI har udsendt varsler om hedebølge i store dele af landet (officielt “kategori 2: Farligt vejr”), og det er ikke spor for sjov. Tilbage i 2018 betød varmen 250 flere døde over sommeren, vurderede Statens Serum Institut. En hedebølge er særligt farlig for små- og spædbørn, ældre samt personer der lider af kroniske sygdomme, skriver DMI.
Hvad gør man så?
Grundlæggende det samme som altid: Man tænker sig om – men her lige med en tand ekstra alvor og grundighed.
Her kommer en stribe tips af gode og simple råd til at tide varmen af. Undervejs er der links til kilderne, hvor du kan læse mere.
Generelt
Mikromalt tøj på baby. Af med tøjet! Måske noget tyndt og luftigt. Måske bare en ble.
Tjek baby oftere end ellers. Klam og varm baby (mærk på hals/nakke)? Af med mere tøj, eller opgrader din skygge. Bleen en god indikator på om der er brug for ekstra amning eller anden væske.
Opgrader din skygge
Få baby ind i skyggen. Det vidste du jo godt, men måske du skal opgradere din skygge til et køligt sted indendøre med god cirkulation. Måske en kælder. Måske en carport.
Får baby nok at drikke?
Lige som os andre er der måske mindre appetit i varmen, men stadig større behov for væske. Sundhedsstyrelsen siger:
“Spædbørn og småbørn skal tilbydes rigeligt at drikke – også selvom de ikke beder om det. Tilbyd barnet små hyppige slurke af køligt vand. Børn, der udelukkende ammes, kan lægges til brystet oftere. Hold øje med, at der er våde bleer som forventet – tilbyd ekstra væske/amning, hvis bleerne ikke er våde ved bleskift”.
Sundhedsstyrelsen: “Nu kommer varmen – få gode råd her”, 24. juni 2018
Du må altså gerne give baby en tår vand. Børn skal selvfølgelig ikke drikke sig mætte i vand, men en hedebølge er en særlig situation. Hvis du er frisk benytter du lejligheden til at træne baby i at at drikke af et glas – det sviner mindre end mælk 😉 Se min anmeldelse af bsugerørskoppen til baby. Ellers kan du selvfølgelig bare bruge en sutteflaske.
Bonus: Børn over fire måneder må gerne få vand fra hanen. Du behøver altså ikke bruge krudt på først at koge og siden køle vandet. (Se “Mad til små – fra mælk til familiens mad“, udgivet af Sundhedsstyrelsen, Komiteen for Sundhedsoplysning og Miljø- og Fødevareministriet).
Barnevognen
Væk med dyne og den slags. Brug højst en stofble, et lagen eller et dynebetræk når baby sover.
Sørg for god luftcirkulation til barnevognen. Det er nu du takker dig selv for at have valgt en model, hvor fronten kan lynes ned.
Dæk endelig ikke vognen med en stofble eller den slags. Det skal man altid være varsom med, men det er storslemt under en hedebølge, fordi den forvandler barnevognen til en pizzaovn. Temperaturen runder hurtigt 30 grader (viser min egen test) i selv behersket aftensol efter at den værste varme har lagt sig. Find skygge på anden vis.
Ekstra køling. En simpel kold flaske vand i barnevognen kan være med til at svale. Og søreme om man ikke kan købe en barnevognventilator.
I haven
Et lille soppebassin kombineret med skygge fra en parasol og et træ er fremragende ting. Baby og det lille barn kan plaske i et fad eller lignende. Det lidt større barn kan løbe mellem skygge og vand. Lok med vand, frugt og saft og is – eller hvad der nu skal til for at baby får væske indenborde.
Til natten
Hvis stuen eller soveværelset er en bageovn kan du tage skridtet videre og køber aircondition til stuen eller soveværelset. Man kan få semi-mobile løsninger, hvor et medfølgende rør ryger ud af vinduet. Der findes også helt simple apparater til få hundrede kroner, som giver et køligt pift uden at kræve installation.
For den ekstra ambitiøse gør-det-selv-type
Den ægte ambitiøse og rastløse forældre går selvfølgelig hele vejen, og bygger sin egen:
I det hele taget
Hold jer hjemme eller i hvert fald i skyggen. Brug evt. tiden og vejret til at få has på vasketøjet. Selv søger jeg tilflugt i kælderen og skriver denne artikel.